Blogindlæg

Aktiehandel? Sådan kommer du godt i gang med aktier

Jeg får nogle gange spørgsmålet, hvordan handler du aktier? Jamen det var egentlig noget jeg bare kastede mig ud i, hvis vi skal tage den korte forklaring. Hvis du vil vide hvordan jeg kom i gang, med aktiehandel, så se i bunden af denne artikel. Her har jeg også skrevet lidt om mine egene erfaringer på aktiemarkedet.

HUSK aldrig at investere for lånte penge! Lån skal betales tilbage og har du tabt på din investering, så er det en rigtig dårlig forretning!

Sådan kommer du i gang

For at komme i gang med at handle aktier, så skal man for det første have nogle fri midler, det kan være en pensionsopsparing, en fri opsparing eller en lotto gevinst. Du skal nu have adgang til en handelsportal, det kan være din Netbank, det kan også være steder som Saxo Bank og Nordnet. Selv har jeg kun erfaring med min egen bank og Saxo Bank. Det der er afgørende er omkostningerne og din tryghed. Jeg vil som udgangspunkt mene, at du i skrivende stund max, bør give et minimumgebyr på 29 kr. pr. aktiehandel. Nogle banker tager et højere gebyrer og så betaler du altså for meget, husk at du skal trække dine omkostninger fra din reelle gevinst, så er omkostningerne for høje, bliver din gevinst mindre.

I gang med at handle

Når du har fået oprettet et depot til dine aktier, så skal du til at handle. Nogle banker kræver et depot til danske aktier og et andet til udenlandske aktier. I andre banker kan du have det hele i et samlet depot, hvilket giver det bedste overblik, syntes jeg. Når du har fundet den første aktier, som du syntes er interessant og som du mener kan give dig et overskud, så klikker du på køb. Du vil nu kunne vælge mellem et par handelstyper:

Strakshandel:
Denne handel kan gennemføres i børsens åbningstid, hvilket er 9:00 – 17:00 for den danske OMX børs. Handel lukker 15 minutter før lukketid, så du kan altså ikke handle 16:55. Når du laver en strakshandel, er du sikker på at handle til den aktuelle kurs ved købs tidspunktet. Da kursen kan ændre sig, mens du er ved at foretage din handel, kan du komme ud for at skulle godkende prisen flere gange, før din handel bliver gennemført. Omvendt kan du også sælge dine aktier med en straks handel, så ved du med det samme, hvad du får for dem.

Limithandel:
Denne handel giver mulighed for at angive en ønsket købspris. Lad os sige en aktie koster 250 kr. men du kun byder 245 kr. Bliver aktien liggende i kurs 250, vil din handel ikke blive gennemført. Falder aktien derimod til kurs 245, så bliver aktien købt til dig. Omvendt kan du også prøve at sælge din aktie til en bestemt pris. Lad os sige du sætter systemet til at sæge din aktie, når kursen runder 255 kr. Så er det bare kedeligt, hvis kursen efterfølgende stiger til eks. 260 kr.

Markedshandel:
Denne handel giver dig mulighed for at handle til markedskurs, du handler nemlig ikke direkte til fast pris, men til den pris der tilbydes eller udbydes. Det er typisk den løsning man kan anvende når børsen er lukket. Din handel vil således blive gennemført en af de kommende dage.

Når du har valgt hvordan du vil handle, skal du angive enten en ønsket værdi eller et ønsket antal. Du klikker nu på næste og får vist en opgørelse over pris eller forventet pris. Nu mangler du blot at godkende og gennemføre handlen. I løbet af et par dage vil pengene blive hævet på den konto, der er tilknyttet dit depot og dine aktier vil blive lagt ind i dit depot. Husk at kontrollere antal før du godkender, så du ikke får købt 1000 aktier, hvis du kun ville købe 100 aktier.

SKAT?

Da aktie gevinst er en form for indkomst, bliver den beskattet. Handler du gennem banken, vil de typisk indrapportere alt til skat, så det hele bliver beskattet korrekt. Du skal dog huske at kontrollere din opgørelse fra skat, så du ved om du bliver beskattet korrekt. Der er lidt forskellige regler, for om du handler for pension eller frie midler. Det kan du orientere dig om enten i din bank eller hos Skat.

Forskellige typer aktier?

Her kan man typisk tale om teknologi aktier og industri aktier. Men det vi faktisk skal kigge på er bl.a. cykliske og defensive aktier. Det er to typer af aktier som man skal holde øje med, da de retter sig efter hvordan økonomien ser ud.

Cykliske aktier er nemlig følsomme over for samfundsøkonomien og vil svinge her efter. Af cykliske aktier kan nævnes firmaer inden for transport og industri. Hvis der er gang i forbruget vil f.eks. DSV have meget at køre med, hvilket kan give et løft i DSV aktien. Omvendt så har DSV ikke så meget at køre med, hvis forbruget er gået i stå. Andre eksempler på cykliske akter er FLSmidth, Vestas, Pandora og bankaktier. Når vi oplever et økonomisk opsving, vil det derfor være godt at placere sine penge i cykliske aktier, da de typisk buldrer frem. Men vender økonomien, så er det også de første aktier der falder, da det typisk omhandler varer man godt kan undvære, hvis man ikke har råd.

Defensive aktier er er omvendt de aktier der er behov for i hverdagen. Mad, medicin og energi, har vi behov for uanset hvad der sker. Aktier som Novo Nordisk, Coloplast og TDC leverer varige produkter i form af medicin, medicinal udstyr og telefoni. Det er ting der altid er brug for. Af andre defensive aktietyper kan nævnes bryggerier og forsikring. Folk vil være tørstige efter øl, uanset hvad og hus, bil m.v. skal forsikres. Det er dog ikke 100% sikker havn, for får Novo Nordisk f.eks. ikke godkendt et lægemiddel, kan det smitte af på aktiekursen. Det seneste stykke tid har vi også set fald på Carlsberg, da de ikke sælger så meget øl i Rusland pga. den aktuelle konflikt.

Vækstaktier: er aktier som forventes at have en stor fremtid. Hvis du har en tro på at verden drives af vindmøller i fremtiden, så kan du f.eks. invitere i Vestas, Vestas hører også til under de cykliske aktier, da folk kun køber vindmøller hvis de har råd. Men omvendt så er vindmøller et område der er meget fokus på, så med tanke på grøn energi kan vindmøller og vestas måske blive en god vækstaktie på den lange bane.

Hvor mange aktier skal du købe?

Man hører altid at man skal sprede sin risiko. Et oplagt tal er derfor 15-20 forskellige aktier, spredt på forskellige brancher, så er du dækket fornuftigt ind. Her kan det være at du tabler lidt på gyngerne men tilsvarende vinder på karrusellerne. Markedet går op og ned, forhåbentlig mest op! Du bør løbende revurdere din aktiebeholdning, hvis du har en aktie som du ikke ser nogen fremtid i, så sælg den, du skal kun satse på det du tror på. Men husk at sprede din risiko, så du ikke lægger alle æg i samme kurv. Vær tålmodig og hold folks på dine aktier, jo mere du køber og sælger, jo højere omkostninger har du.

Aktie anbefalinger?

Dem vil du helt sikkert møde på din vej, du skal ikke tage dem alle for gode varer! Der kan være en risiko for at de finanshuse der kommer ud med eks. en købs-anbefaling på Pandora, selv har aktier i virksomheden og derfor vil løfte kursen op. Man kan også følge med i diverse aktie forums, hvor folk kommer med hver deres holdning. Det der er afgørende er hvad du selv tror på og hvis der er gode forudsætninger for at f.eks. Pandora vil stige i kurs, så er det måske en aktie du skal købe. Men du skal ikke købe den fordi en bank siger at det er en god investering, der skal fakta på bordet. I den forbindelse kan bankerne komme med en masse fremmedord, når de snakker om anbefalinger. Her er de mest almindelige:

Akkumuler: Aktiekursen forventes ikke at stige mere end et par procent.
Hold: Aktiekursen forventes ikke at ændres dig, behold bare dine aktier.
Køb: Aktiekursen forventes at stige mere end et par procent.
Neutral: Aktiekursen forventes hverken at stige eller falde.
Outperform: Aktiekursen forventes at klare sig bedre end markedet.
Reducer: Aktiekursen forventes at falde nogle procent.
Stærkt køb: Aktiekursen forventes at være undervurderet, med stor vækst potentiale.
Sælg: Aktiekursen forventes at falde mere end et par procent.
Underperform: Aktiekursen forvenes at klare sig dårligere end markedet.

Hvad er din tidshorisont?

Hvis du har mange år til du skal bruge pengene, så kan du invitere i aktier, da de typisk giver det bedste udbytte, men også er mest usikre. Hvis du derimod skal bruge pengene inden for få år, så er obligationer et bedre alternativ, de er ikke lige så usikre som aktier og giver et tilsvarende mindre udbytte. Hvis du ikke selv har tid eller lyst til at følge med i aktiemarkederne, så er investeringsforeninger et sted for dig. Inden du køber dig fattig i investeringsforeninger skal du dog undersøge omkostningerne og udbyttet. Hvis foreningen har høje omkostninger og dårligt udbytte, så er det en dårlig investering.

Din risiko!

Når man satser penge, så har man også en risiko for at tabe dem! Lad derfor være med at satse flere penge end du kan tåle at tabe. Husk at når du investerer, så er det på egen risiko og for eget ansvar! Uanset hvad du modtager af anbefalinger og gode råd, så er det dig selv der handler på dem og dermed dit ansvar og din risiko. Invester ikke for lånte penge!

Så kommer vi til min historie

Som lovet så vil jeg slutte af med min egen historie. Det startede tilbage i 2005-2006 stykker. da jeg havde haft en kapitalpension et par år. Syntes banken gav nogle latterligt lave renter på indlån, så ville investere pengene i stedet. Efter et møde i banken blev det besluttet at sætte pengene i lift forskellige investeringsforeninger. Det gik da også fint til at starte med, men efter nogle måneder, syntes jeg at kursen på investerings foreningerne, udviklede sig langsommere end det generelle aktiemarked. Så begyndte at holde øje med aktiemarkedet. Det resulterede i at jeg på et tidspunkt solgte nogle af mine investeringsforeninger og obligationer, hvorefter jeg købte aktier i stedet.

For at kontrollere bankens anbefalinger op imod mine egne køb, så oprettede jeg to test depoter på Euroinvestor.dk, et depot med bankens køb og et depot med mine egne køb. Da jeg havde fulgt udviklingen et halvt års tid og kunne se der var mere overskud i min egen investering, valgte jeg at sælge alle mine investeringsforeninger. Det viste sig nemlig at jeg generede lagt mere kurs gevinst på at have aktier, frem for investeringsforeninger. Jeg fortsatte med at overvåge test depoterne i et par år og det viste sig faktisk at jeg ville have haft et væsentligt mindre udbytte, hvis jeg ikke selv havde ændret depotets indhold.

OK, investeringsforeninger kan være en sikker havn for den inaktive investor. Det skyldes at professionelle aktieanalytikere holder øje med interessante investeringer og sælger ud af mindre interessante aktier. De skal naturligvis have penge for det arbejde og dermed er der færre penge til at give udbytte.

Man skal selvfølgelig også have i baghovedet at al investering er usikker, det er lige som at spille lotto, du skal ikke gætte på de rigtige vindertal, men de rigtige vinderaktier. Hvis du gætter forkert, kan du tabe en masse penge. Så husk aldrig at investere for mere, end du kan tåle at tabe og husk aldrig at investere for lånte penge.