I gang med egen virksomhed – Det er ikke så svært!

I dag er det Søndag d. 2 Februar. Det er måske en helt almindelig søndag for dig, men for mig er det 2 års dagen for oprettelsen af min egen lille virksomhed. Min virksomhed blev nemlig oprettet på denne dag i 2012. Men hvad har det med dig at gøre? Jo nu skal du høre!

Jeg bliver nogle gange spurgt om det ikke er svært det med virksomhed og regnskab? Næh, det er ikke sværere end man gør det til. Det der er mest kedeligt er regnskabet, men de tider med pen og papir er heldigvis forbi. I dag kan du lave et regnskab online, det er meget nemmere og ikke mindst mindre fejlbehæftet, da tallene lægges sammen elektronisk frem for med lommeregner og regnskabs-hæfte.

Har jeg nogen baggrund der gør at jeg kunne starte egen virksomhed? Næh det kræver ikke nogen doktorgrad. Det eneste relaterede uddannelse jeg har er et par år på Handelsskolen. På Handelsskolen lærte jeg bl.a. lidt om salg, debit, kredit og dækningsgrad. Men Erhvervsøkonomi var der hvor jeg fulgte interesseret med, for det var emner der kunne bruges. Startede min virksomhed midt i skoleforløbet, så havde ikke al teori på plads på det tidspunkt.

Men hvorfor oprette virksomhed?

Jeg havde i flere år tjent lidt penge på hjemmesider og ved udgangen af 2011 kom jeg tæt på grænsen for momsregistrering, som i skrivende stund hedder: 50.000 kr. da jeg havde en forventning om at passere denne grænse i 2012 måtte jeg gøre noget.

Hvordan gjorde jeg så?

Før jeg fortæller det, så vent lige et øjeblik – Dette skal ikke forstås som den komplette guide til universet! Jeg er hverken regnskabuddannet eller ekspert på moms og skat. Selv om jeg er ret sikker på tingene, skal dette indlæg ikke betragtes som en 100% to-do liste, der kan være ting jeg har overset eller glemt. Det betyder at jeg ikke kan drages til ansvar for den fremgangsmåde du vælger at benytte, da regler og fremgangsmåder kan være ændret, siden jeg selv gik i gang. Er du i tvivl om noget, vil jeg anbefale at se nærmere på hjemmesiden Amino.dk, som er en iværksætter portal.

CVR Nummer?

Første trin i en rigtig virksomhed er et CVR-Nummer. Dit CVR-Nummer er din virksomheds personnummer og moms-nummer. Dit CVR-Nummer skal du bruge for at oprette en erhvervskonto i banken, du skal også bruge dit CVR-Nummer når du køber hos leverandører. På den måde kan du opnå momsfradrag. Du må i øvrigt ikke pålægge din faktura moms, hvis du ikke er momsregistret. CVR-nummeret får du ved at gå ind på hjemmesiden Virk.dk og oprette dit firma, her skal du logge på med Nem-Id, da Erhvervsstyrelsen skal vide hvem du er. Så vidt jeg husker får du ikke dit CVR-nummer med det samme, men det vil fremgår af dit Registreringsbevis, som du modtager fra SKAT. På dit Registreringsbevis vil også fremgå info omkring moms perioder og virksomhedens ejerskab.

Hvis du inden for en periode på 12 måneder omsætter for mindre end 50.000 kr. er et CVR-Nummer ikke et lovkrav. Men hvis du vil have en erhvervs-konto, fradrag for dine opstarts udgifter, momsfradrag, betalingskort aftale m.v. så er et CVR-Nummer en rigtig god investering. Husk også at et CVR-Nummer får din virksomhed til at fremstå mere professionelt. Selv om 50.000 kr. lyder af meget, så kan man hurtigt nå det beløb. Du starter jo trods alt din virksomhed med forventning om at det skal gå godt.

Hvilken selskabsform skal du vælge?

Når du opretter et CVR-Nummer, skal du samtidig vælge en selskabsform der er 4 forskellige at vælge imellem, Enkeltmandsvirksomhed, Interessentskab, Anpartsselskab og Aktieselskab. Update, siden denne artikel er skrevet er der oprettet en ny selskabsform, nemlig Iværksætterselskab, så nu er vi oppe på 5 selskabsformer.

Enkeltmandsvirksomhed
En Enkeltmandsvirksomhed er den nemmeste selskabsform, men også den mest risikable. Langt de fleste vælger en Enkeltmandsvirksomhed når de starter op. Fordelen ved en Enkeltmandsvirksomhed er at regnskaber er meget lettere end f.eks. et Anpartsselskab eller et Aktieselskab. Ulempen ved en Enkeltmandsvirksomhed er at du selv hæfter personligt, hvis virksomheden går konkurs.

Iværksætterselskab (IVS)
Et Iværksætterselskab er for dig der ikke har 50.000 kr. på bankbogen til et Anpartsselskab. Et Iværksætterselskab kræver kun en egenkapital på 1 kr. Når du har fået gang i forretningen kan dit IVS opgraderes til et Anpartsselskab, ved en vedtægtsændring, hvor egenkapitalen ændres fra 1 kr. til mindst 50.000 kr.

Interessentskab (I/S)
Et Interessentskab er grundlæggende det samme som en Enkeltmandsvirksomhed, men et Interessentskab kan have flere ejere. En Enkeltmandsvirksomhed kan som navnet antyder kun have en ejer.

Anpartsselskab (ApS)
Et Anpartsselskab har skærpede regnskabskrav i forhold til en Enkeltmandsvirksomhed. Da selskabet hæfter i tilfælde af konkurs, skal der være en egenkapital på mindst 80.000 kr. Update, med virkning fra 1/1-2014 er egenkapitalkravet for Anpartsselskaber nedsat til 50.000 kr.

Aktieselskab (A/S)
Et Aktieselskab har skærpede regnskabskrav i forhold til et Anpartsselskab. Selskaber hæfter i tilfælde af konkurs og skal have en aktiekapital på mindst 500.000 kr. Ejerne kan ikke tabe mere end deres respektive aktiekapital.

Regnskab

Dette afsnit er vigtigt, da regnskab er hele fundamentet i din virksomhed. Glem alt om Excel ark og regnskabs hæfter de hører fortiden til. Du skal kunne dokumentere dine indtægter og udgifter og her kommer et regnskab ind i billedet. Der findes flere systemer du kan benytte dig af, hvis du startede ud med 20 medarbejdere så ville du nok starte med et af de store og dyre CRM systemer ala. Visma Business eller Microsoft Dynamics, tidl. Navision. Men da langt de fleste selskaber starter i mindre skala kan mindre også gøre det.

Selv bruger jeg Billy's Billing, da det er rigtig nemt at komme i gang med. Billy's Billing har en masse gode funktioner, som gør dit regnskab rigtig nemt. Update, efter udgivelsen af dette indlæg har jeg opdaget en ny spiller på markedet. Dineo Regnskab har en masse smarte ting som Billy's Billing ikke har, MEN, de mangler pt. også nogle ting som Billys Billing kan. Et alternativ er E-conomic, det er lige som de to andre systemer dansk. Min personlige oplevelse er dog at E-conomic er langt mindre brugervenligt end de andre to systemer.

Hvis du har en webshop eller regner med at oprette en, så er det en god idé at se efter et regnskabssystem der kan synkronisere med din webshop eller omvendt finde en webshop der kan synkronisere med dit regnskab, så sparer du en masse manuelt arbejde. Billy's Billing understøtter en massse webshops og flere er på vej.

Har du behov for en bogholder?

Første dag med din egen virksomhed er svaret Nej. Når du får en masse bilag og ikke selv har tid til regnskabet mere, så er svaret Ja. Billy's Billing og Dineo er så nemme systemet at en bogholder ikke er nødvendig. Men tid er penge, så kniber det med tiden, så er en bogholder pengene værd. En bogholder er vandt til at arbejde med regnskab og vi dermed kunne bidrage med nyttig info.

Momsregnskab

Både med Billy's Billing og Dineo har momsregnskab aldrig været lettere. Du går blot ind under regnskab og klikker på moms. Nu ligger alle dine tal klar, lige til at taste ind på Skat's hjemmeside.

Årsregnskab

Med et online regnskabsprogram som Billy's Billing og Dineo er Resultatopgørelse og Balance nem at udskrive, da systemet kender alle dine tal.

Vipti, du er nu et skridt nærmere på egen virksomhed! Held og lykke!